Installering af Linux Mint

Livesessionen

Når du booter computeren fra en USB-nøgle (eller DVD), starter Linux Mint en livesession. Du bliver automatisk logget på som en bruger kaldet mint, og du får vist et skrivebord med en genvej til installering af Linux Mint.

_images/cinnamon.png

Linux Mints livesession

Livesessionen svarer til en normal session (dvs. til Linux Mint når den engang er permanent installeret på din computer) med følgende undtagelser:

  • Livesessionen er langsommere (den indlæses fra en USB-nøgle eller DVD i modsætning til en SSD eller HDD).
  • Ændringer, du foretager i livesessionen, er ikke permanente. De skrives ikke til USB-nøglen (eller DVD’en) og påvirker ikke systemet, som installeres.
  • Nogle programmer virker anderledes (eller slet ikke) i livesessionen (Timeshift, Flatpak, Update Manager, Welcome Screen osv.).

Fif

Brugernavnet for livesessionen er mint. Bliver du bedt om en adgangskode, så tryk Enter.

Installering af Linux Mint på computeren

For at installere Linux Mint på din computer skal du gøre følgende:

  1. Dobbeltklik Install Linux Mint.
  2. Vælg dit sprog.
_images/installer-language.png
  1. Forbind til internettet.
_images/installer-internet.png
  1. Hvis du er forbundet til internettet, afkryds feltet for at installere multimediecodecs.
_images/installer-codecs.png
  1. Vælg en installationstype.
_images/installer-install.png

Hvis Linux Mint er det eneste styresystem, du vil have på computeren, og det ikke gør noget, hvis alle data på harddisken går tabt, vælg Slet disk og installer Linux Mint.

Advarsel

Kryptér den nye installation af Linux Mint for øget sikkerhed betyder, at hele disken krypteres. På dette trin i installeringen er valg af tastaturlayout endnu ikke foretaget, så det er sat til en_US. Hvis du anvender denne indstilling, skal du være opmærksom på dette, når du indtaster en adgangskode. Bemærk at der er problemer med denne mulighed og nogle NVIDIA-drivere. Hvis du ikke har så meget erfaring med Linux, så nøjes med at kryptere din Hjem-mappe (kan vælges senere under installeringen).

Hvis der allerede er et andet styresystem på computeren, er der mulighed for at installere Linux Mint ved siden af dette. Hvis du vælger denne mulighed, bliver størrelsen på det eksisterende styresystem ændret, så der bliver plads til Linux Mint. Der oprettes en bootmenu, hvor du kan vælge mellem de to styresystemer, hver gang du starter computeren.

Bemærk

Hvis du vil administrere partitionerne eller angive, hvilken partition der skal anvendes, så vælg Noget andet.

_images/installer-partitions.png

Linux Mint kræver, at en partition monteres på rodkataloget /.

Linux Mint-styresystemet (uden ekstra programmer eller personlige data) optager ca. 15 GB, så giv denne partition en passende størrelse (100 GB eller mere).

Det anbefales at bruge ext4; det er det mest populære Linux-filsystem.

_images/installer-partition.png

Opret også en partition til swap. Denne partition bruges til dvaletilstand og som en sikkerhedsbuffer, hvis din computer skulle løbe tør for RAM. Lad størrelsen være lig mængden af RAM i din computer.

  1. Vælg din tidszone.
_images/installer-timezone.png
  1. Vælg dit tastaturlayout.
_images/installer-keyboard.png
  1. Indtast detaljer om din bruger.
_images/installer-user.png

Dit navn kan være dit rigtige navn, men det behøver det ikke at være. Det bruges kun lokalt, i pauseskærmen og på login-skærmen.

Dit brugernavn er det, du logger på med, og værtsnavn er computerens navn på netværket.

For at undgå fejl skal du kun bruge små bogstaver uden tegnsætning og accenter.

For at beskytte dine personlige data mod lokale angreb (folk omkring dig eller hvis din computer bliver stjålet) afkrydses Kryptér min hjemmemappe.

Vælg en stærk adgangskode.

  1. Nyd slideshowet, mens Linux Mint installeres på din computer.
_images/installer-slideshow.png

Når installeringen er færdig, klikkes Genstart nu.

_images/installer-finished.png

Computeren vil så lukke ned og bede dig om at fjerne USB-nøglen (eller DVD’en). Efter genstart vil computeren vise en bootmenu eller starte det nys installerede Linux Mint-styresystem.