Vælg den rigtige udgave

Du kan hente Linux Mint på Linux Mints websted.

Læs nedenfor for at vælge den rigtige udgave og arkitektur.

Cinnamon, MATE eller Xfce?

Linux Mint findes i tre forskellige varianter med hver deres skrivebordsmiljø.

Cinnamon Det mest moderne, innovative og funktionsrige skrivebord
MATE Et mere stabilt og hurtigere skrivebord
Xfce Laveste ressourceforbrug og det mest stabile

Den mest populære version af Linux Mint er Cinnamon-udgaven. Cinnamon er primært udviklet til og af Linux Mint. Det er smart, smukt og fuld af nye funktioner.

_images/cinnamon.png

Cinnamon

Linux Mint er også involveret i udviklingen af MATE, et klassisk skrivebordsmiljø som er fortsættelsen af GNOME 2, Linux Mints standardskrivebord mellem 2006 og 2011. Selvom det mangler nogle få funktioner, og udviklingen af det går langsommere end med Cinnamon, kører MATE hurtigere, bruger færre ressourcer og er mere stabil end Cinnamon.

_images/mate.png

MATE

Xfce indeholder ikke så mange funktioner som Cinnamon og MATE, men det er ekstremt stabilt og bruger meget få systemressourcer.

_images/xfce.png

Xfce

Alle tre skriveborde er fremragende, og Linux Mint er ekstremt stolt af hver udgave. Selvom der er flere funktioner og bedre support i nogle udgaver end i andre, og nogle kører hurtigere og bruger færre ressourcer end andre, er de alle tre fremragende alternativer, og hvilken udgave du vælger, er et spørgsmål om personlig smag.

Ud over deres funktioner og ydeevne repræsenterer Cinnamon, MATE og Xfce tre forskellige skrivebordsmiljøer med forskellige menuer, paneler og konfigurationsværktøjer. Den rigtige for dig er den, hvor du føler dig bedst til pas.

Hvis du er usikker på, hvilken udgave du skal vælge, så start med Cinnamon. Prøv alle tre, når du har tid. Alle tre har deres eget publikum i Linux Mint-fællesskabet og er meget populære.

32-bit eller 64-bit?

64-bit anbefales.

32-bit ISO-filerne er der af hensyn til ældre computere. 32-bit processorer er meget sjældne nu til dags, og de fleste computere kan køre 64-bit. Hvis din computer er fra efter 2007, har du sandsynligvis en 64-bit processor.

Hvis du har en gammel computer og er usikker på, om den kan køre 64-bit, så læs X86 Chronology.

Tip

Du kan prøve at starte Linux Mint 64-bit på din computer. Hvis den ikke er kompatibel, vil der ikke ske noget slemt; du vil bare få en fejlmeddelelse.